En spændende dag på 6. etape af Tour de Bretagne resulterede i en 3. plads og pointtrøjen til Elmar Reinders.
Dagen bød endnu engang på et udbrud fra de første kilometer. Denne gang var Riwal Cycling Team’s Søren Vosgerau med sammen med 3 andre. I feltet var de resterende ryttere fra Riwal Cycling Team fremme i feltet.
Søren Vosgerau og resten af udbruddet fik god afstand til feltet, der toppede med 6 minutter. Udbruddet var vokset fra 4 mand, til 6 mand. Det betød dog ikke at udbruddet fik lov til at holde hjem.
Med 25 kilometer til mål, begyndte angrebene at komme nede fra feltet og på samme tid, begyndte angrebene også fra udbruddet. Feltet arbejdede hårdt og sørgede for ikke at lade nogen slippe væk. Samtidigt arbejdede de på at indhente udbruddet før det var for sent.
Med 5 kilometer til mål, var udbruddet kun bestående af to mand. Det blev hentet hjem og den sidste kilometer bød på dagens sidste angreb af Ewen Constiou fra Cötes d’Armor-Marie Morin der holdt føringen frem til mållinjen. Elmar var hurtigt med i kampen og spurtede sig til en 3. plads.
Elmar Reinders tager derudover pointtrøjen.
I finalen var Christoffer Lisson impliceret i et styrt og efterfølgende blev han ramt af en defekt, så han desværre faldt ud af top-10 i klassementet.
Søndag er sidste og 7. etape af Tour de Bretagne og strækker sig fra Ploumilliau til Lannion, i alt på 158.8 kilometer.