Riwal Cycling Team leverede en stor præstation, da det lykkedes at genvinde Kreiz Breizh Elites, denne gang med Lucas Eriksson.
Lucas Eriksson tog sin 2. etapeløbssejr i 2022, da han efter endnu en flot holdpræstation af Riwal Cycling Team vandt det franske etapeløb Kreiz Breizh Elites.
Efter at Lucas Eriksson tog førertrøjen på 3. etape måtte Riwal Cycling Team-rytterne i arbejdstøjet for at kontrollere mandagens 4. og afgørende etape. Og med en hektisk start på etapen var der gang i løbet.
Flere udbrud kom afsted, men det var først efter en times kørsel, at en mindre gruppe af ryttere kom afsted. De fik dog aldrig lov til at få et stort hul, og forspringet blev holdt i kort snor af Riwal Cycling Team i feltet.
På de afsluttende omgange blev farten skruet op, og udbruddet hentet igen. Flere mindre angreb kom afsted, men Lucas Eriksson sad godt med i de farligste hug, og holdet leverede igen en stor indsats for at holde sammen på løbet. Til slut kom to ryttere væk, hvor hollandske Bert Lemmen tog sejren få sekunder før en favoritgruppe, hvor Lucas Eriksson sad i. Derved sikrede Lucas Eriksson sig den samlede sejr i løbet.
Det var dog ingenlunde en nem etape, men sportsdirektør Sebastian Andersen var meget tilfreds med holdet og resultatet.
"Det var en hård dag. Det var hele feltet imod os, og der bliver angrebet fra kilometer 0. Det var et meget ukontrolleret cykelløb, indtil der kommer lidt ro på, da det store udbrud kommer afsted, men der sidder én i, der kun er 2 minutter efter, så vi var tvunget til at holde lidt sammen på det. Inde på omgangene var der angreb i højre og venstre, og vi brugte hele holdet til at sikre Lucas sejren," forklarer han.
Derved gentog Lucas Eriksson Nick van der Lijke's sejr fra 2021, og det har givet moral på Riwal Cycling Team før sæsonens store mål.
"Det er altid sjovest at vinde, og nu har vi vundet med to forskellige ryttere. Og så vi har vundet Bretagnes hjerter og en masse respekt med måden, vi kører på. Nu gælder det først Tour de l'Ain, men vi er så klar til at præstere til Danmark Rundt bagefter," slutter Sebastian Andersen.