Riwal Cycling Team fik også sat sit mærke på sidste etape af Tour of Norway, da Martijn Budding blev 10’er på etapen, og Mathias Bregnhøj fik rundet en stærk uge af og sluttede på en samlet 16. plads.
Riwal Cycling Team fik også sat sit mærke på sidste etape af Tour of Norway, da Martijn Budding blev 10’er på etapen, og Mathias Bregnhøj fik rundet en stærk uge af og sluttede på en samlet 16. plads.
Tour of Norway, Norges største cykelløb, bød på masser af godt cykelløb fra start tirsdag til slut søndag, og Riwal Cycling Team var igen på 6. og sidste etape meget synlige.
Syv mand kom afsted fra etapens start, mens at Riwal Cycling Team sad i feltet. Hullet blev åbnet op til fire minutter før, at feltet startede med at reagere. Blandt andet Riwal Cycling Team med Lucas og Jacob Eriksson sad i front og kontrollerede tempoet og mindskede forspringet.
Da der igen var sidevind på etapen, var det også vigtigt, da feltet satte tempoet op med omkring 60 km igen. Desværre ramte et styrt også feltet, hvor Mathias Bregnhøj var i asfalten. Den stærke klatrer var dog hurtigt på cyklen igen og i stand til at fortsætte – og da løbet kom ind på rundstrækningen kort efter, så lykkedes det ham at komme tilbage til feltet.
På de afsluttende omgange på ’Grisabakken’ var Riwal Cycling Team igen langt fremme i feltet, hvor de var en del af at sætte tempoet for at hale udbruddet ind igen frem mod spurten. Og arbejdet lykkedes, da udbruddet blev hentet på den afsluttende omgang, og derfor var Riwal Cycling Team og Martijn Budding klar til at spurte om sejren.
Her var det dog World Tour-rytter Alexander Kristoff, der tog sejren, mens Martijn Budding kom ind på en 10. plads. Mathias Bregnhøj sad også med i frontgruppen, og han bevarede derved også sin 16. plads i klassementet.
Løbet blev vundet sammenlagt af QuickStep-Alpha Vinyl’s Remco Evenepoel.
Sportsdirektør Sebastian Andersen ville gerne have haft en mand i udbrud, men han var stadig glad for måden, at holdet tog ansvar på efterfølgende.
”Jeg ville gerne have ramt udbruddet, man ved aldrig, om det holder, og det var tæt på at holde i dag. Vi troede egentligt, at Intermaché ville tage ansvar i feltet, så i stedet satte vi os frem, og det passede med, at vi sætter os frem til sidevinden. Desværre styrter Mathias, men der er ret en kollektiv beslutning på, at der ikke skal køres, så alle kommer op igen, og det giver så udbruddet mere tid,” siger Sebastian Andersen.
”Derfor handlede finalen om at hjælpe til, så vi kunne køre for Martijn. Både Lucas, Jacob og Lisson hjalp, så vi brugte de kort, vi havde. Det var god øvelse frem mod spurterne i ZLM Tour, og vi fik sat os i respekt i feltet, da vi var det eneste konti-hold, der tog ansvar,” forklarer han.
Og med to top-10-placeringer på etaperne og Mathias Bregnhøj på en 16. plads i klassementet er det en tilfreds sportsdirektør, der ser fremad.
”Jeg gik ind til løbet med en ambition om en top 15, og det var meget tæt på det. Men er et sindssygt svært felt at gøre det I, når det er Tour de France-ryttere, vi kæmper imod. Vi kan være tilfredse med vores resultater, og med at vi var så aktive i fronten af løbet, som vi har været. Rytterne har virkelig ofret sig for hinanden. Vi under hinanden et godt resultat, og det gør os bedre hele vejen rundt. Vi har kørt rigtigt godt som hold,” slutter Sebastian Andersen.
Foto Mario Stiehl