Riwal Cycling Team viste, at niveauet fra starten af sæsonen er højt, da Danmarks bedste cykelhold på trods af uheld leverede nogle flotte resultater i det franske etapeløb Tour des Alpes Maritimes et Haut du Var.
Riwal Cycling Team viste, at niveauet fra starten af sæsonen er højt, da Danmarks bedste cykelhold på trods af uheld leverede nogle flotte resultater i det franske etapeløb Tour des Alpes Maritimes et Haut du Var.
De franske landeveje og bjerge lagde asfalt til Riwal Cycling Team’s sæsondebut i Tour des Alpes Maritimes et Haut du Var, hvor danske Mathias Bregnhøj leverede en flot præstation, hvor han trods flere uheld på 3. og sidste etape sluttede på en samlet 17. plads i et løb, der blev vundet af den colombianske stjerne Nairo Quintana.
26-årige Mathias Bregnhøj havde på 2. etape vist sig som en af de stærkeste, da han i et meget kuperet terræn kørte sig til en top 10-placering i et felt propfyldt med World Teams. Han fulgte op med endnu en stærk præstation søndag på sidste etape, hvor uheld dog gjorde det sværere.
Det franske etapeløb giver dog et godt udgangspunkt for sæsonen.
”Det er en bekræftelse af, at formen er, hvor den skal være, og vi viser, at når tingene spiller, så kan Riwal Cycling Team køre op mod de bedste i verden. Vi sad stadig 3 mand tilbage, hvor flere World Tour-hold kun havde én, og det er mega fedt. Det skal nok blive et rigtigt godt år,” siger Mathias Bregnhøj, der tager selvtillid med videre på trods af en umiddelbar skuffelse, da han kom i mål.
”Med 10 kilometer til mål havde jeg en punktering og ryger af gruppen, der er lige efter Quintana, der smadrede alle. Det er virkelig irriterende, men der var ikke så meget at gøre, så det kostede nogle sekunder. Lige da jeg kom over stregen, var jeg frustreret, da jeg føler, det er uheld, der er det definerede for etapen i stedet for, at jeg kunne få det bedste ud af etapen. Man vil selvfølgelig gerne levere noget tilbage for det arbejde, som ens holdkammerater og staff gør for en. Men når den skuffelse har lagt sig, og jeg kigger på resultatet, så er det sådan set fint nu. Nu tager jeg nogle gode oplevelser og selvtillid med videre,” siger Mathias Bregnhøj.
Og han kan meget snart få endnu en mulighed, da Riwal Cycling Team i weekenden skal køre to store franske endagsløb, hvor både verdensmesteren Julian Alaphilippe og Tour de France-2’eren Jonas Vingegaard også stiller til start.
Begge løb – og Riwal Cycling Team - kan følges direkte på GCN & EuroSport.