Riwal Cycling Team imponerer blandt World Teams i ZLM Tour med 2. plads

Hele Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, viste igen højt niveau ved at præge det store hollandske etapeløb ZLM Tour, hvor Alexander Salby blandt World Tour-ryttere viste sig som en af de bedste og spurtede sig til 2. plads.

Hele Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, viste igen højt niveau ved at præge det store hollandske etapeløb ZLM Tour, hvor Alexander Salby blandt World Tour-ryttere viste sig som en af de bedste og spurtede sig til 2. plads.

Riwal Cycling Team viste igen at niveauet er tårnhøjt, da Alexander Salby på sidste etape af ZLM Tour var få centimeter fra at tage etapesejren.

Der ventede nemlig Riwal Cycling Team endnu en flad etape på sidstedagen af ZLM Tour, hvor der igen var optræk til at vinden kunne spille en rolle. Så da et femmandudbrud var kommet afsted, sad Riwal Cycling Team’s unge rytter Kasper Søgaard og kontrollerede tempoet sammen med flere af de store hold.

Forspringet til udbruddet nåede op på 3 minutter, men i feltet var der enighed om, at det nok engang skulle ende i en spurt. Og i en hård udskillelse var det et decimeret felt, der fik indhentet de fem udbrydere kort før mål, og derved fik Alexander Salby endnu en mulighed for at måle sig mod topsprinterne.

Og det var blot centimeter fra at Riwal Cycling Team hurtige rytter fik det optimale ud af det. Han lancerede en vild spurt langt ude fra, der næsten var nok til at løbets førende rytter fra Jumbo Visma Olav Kooij ikke kunne følge med. Den stærke hollænder nåede dog at kaste cyklen først over stregen på de sidste meter, og Alexander Salby måtte tage sig til takke med en 2. plads.

"Det var så tæt. En sejr ville have været prikken over i'et, men i det selskab er jeg tilfreds. Jeg har taget to podieplaceringer og vist, at jeg har niveauet til at køre med om sejren, men det er da stadig med en bitter smag i munden, at jeg måske havde vundet, hvis jeg havde åbnet ti meter senere," siger Alexander Salby efter etapen i ZLM Tour og forklarer, at spurten blev svær til sidst.

"I rundkørslen før mål bliver jeg lukket lidt af en INEOS-rytter og skal lukke nogle meter. Så ser jeg et hul og tænker: "Fuck det" og starter min spurt. Jeg får inderbanen og prøver at holde farten til stregen, men der er modvind hele vejen. Så i dag fik jeg vist, at jeg kan køre mod de bedste, og jeg har farten til at køre om sejren, det var bare en 'my' fra, at jeg havde været øverst på podiet i dag," siger han og fortæller han nu glæder sig endnu mere til de kommende løb.

"Det giver helt vild moral. Nu er ambitionerne bare endnu højre for resten af sæsonen, så nu skal den bare have en over nakken," siger han.

På trods af den tætte finale, så var sportsdirektør Sebastian Andersen glad for etapen og løbet generelt.

"Vi er superstolte. Vi havde fra morgenen af besluttet, at kørte for Salby. Vi lod udbruddet køre og så tog vi ansvar og førte i feltet. Det var synd, at finalen bliver påvirket af styrtet, men det gør måske, at Salby får muligheden for at køre sin egen spurt, og han gør bare præcis, som vi havde snakket om. Det var så tæt på," siger Sebastian Andersen, der også forventer mere af samme skuffe fra sin unge rytter.

"Lige nu er vi glade, for vi var meget tætte på at tage vores først PRO-sejr, og det er virkelig gode ryttere vi kører mod, så det har bare været fedt at se. Jeg tror, at der er hul igennem for ham nu," siger Sebastian Andersen.

Derved kommer Riwal Cycling Team hjem fra ZLM Tour med flere UCI-point efter endnu en præstation, hvor holdet flere gange kørte lige op mod nogle af de bedste hold i verden.

Næste løb for Hele Danmarks Cykelhold er U23 DM i den kommende weekend.