Hele Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, skal igen kæmpe mod World Tour'en til to endagsløb i Frankrig fredag og lørdag.
I sidste uge var det Lucas Eriksson, der tog den samlede sejr i Ardennerne til Circuit des Ardennes, hvor Elmar Reinders tog sejren på løbets 1.etape. Lucas Eriksson bliver i det franske og kæmper endnu engang om sejren i de to endagsløb, Classic Grand Besançon Doubs og Tour du Jura Cycliste.
Det er derfor med gode resultater i bagagen, at der gøres klart til de to endagsløb. Selvom begge løb byder på en startliste hvor store franske World Tour hold som Groupama - FDJ og Team Arkéa Samsic står på, ryster det hverken ryttere eller sportsdirektør, Sebastian Andersen.
"Vi kommer med selvtillid fra Ardennerne. Vi kørte fantastisk og forventer at gøre det samme igen," siger Sebastian Andersen.
Da Riwal Cycling Team allerede har kæmpet mod World Tour'en og verdensmestre i blandt andet Tour des Alpes Maritimes et du Var, hvor Mathias Bregnhøj på 2. etape kom i top 10, og i Volta Limburg Classic, hvor Jacob Eriksson spurtede sig til en 4. plads, hersker der ikke tvivl om, at Riwal Cycling Team godt kan køre med mod de store hold.
"Vi kører cykelløbet forfra og ser om det bærer resultater. Alle de store franske hold er med - det er gode hold, men vi har bevist før, at vi kan køre mod dem" fortsætter Sebastian Andersen.
Riwal Cycling Team til Classic Grand Besançon Doubs og Tour du Jura Cycliste
Lucas Eriksson, Jacob Eriksson, Mathias Bregnhøj, Christoffer Lisson, Kasper Søgaard & Emil Mielke Vinjebo