Der venter en hård test for Riwal Cycling Team i Tour de l’Ain fra tirsdag til torsdag, når Hele Danmarks Cykelhold igen skal op imod nogle af de bedste hold i verden.
Sidst et dansk hold var til start i Tour de l’Ain var Team Saxo – Tinkoff i 2013, men tirsdag er der igen et dansk mandskab klar ved startstregen i det franske etapeløb. Riwal Cycling Team står nemlig klar til at vise niveauet, når der venter flere World- og PRO Teams.
Det tre dage lange etapeløb byder også på nogle særdeles hårde etaper, hvor det særligt er den sidste etape fra Plateau d’Hauteville til Lelex, som kommer til at blive afgørende. Der skal rytterne over hele seks stigninger og over 3.000 højdemeter på blot 131 kilometer.
Riwal Cycling Team er dog klar på udfordringen og går ind til løbet med et offensivt mindset og klar til at kæmpe mod nogle af sportens stærkeste ryttere. Tidligere vindere af løbet tæller nemlig blandt andet Primoz Roglc, Thibaut Pinot og Romain Bardet.
Tour de l’Ain start tirsdag med en 152 kilometer lang og relativ flad etape fra Chatillon-Sur-Chalaronne til Cal-Revermont.
Riwal Cycling Team til Tour de l’Ain:
Kasper Søgaard, Mathias Bregnhøj, Martijn Budding, Loïc Bettendorff, Jacob Eriksson og Lucas Eriksson