Hele Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, tager fra det 7-dagsetapeløb Tour de Bretagne med en etapesejr og pointtrøjen til Elmar Reinders.
Riwal Cycling Team kan tage hjem fra Tour de Bretagne med en førertrøje i bagagen. Hollandske Elmar Reinders forsvarede nemlig sin blå førertrøje på sidste etape af det franske løb, hvor han også undervejs tog en etapesejr.
Sidste etape blev afgjort mellem klassementsfavoritterne, da den tidligere World Tour-rytter Johan Le Bon tog teten på de afsluttende omgange og kørte alene i mål i sit hjemmebaneløb.
Feltet spurtede derved om sekundære placeringer, og derved kunne de nærmeste i pointkonkurrencen ikke hente Elmar Reinders, der derved vandt pointkonkurrencen.
Trøjen er en fin præmie at tage med hjem sammen med etapesejren på 5. etape efter en masser af angrebsivrigt cykelløb fra hele holdet på de syv etaper.
”Vi startede løbet med en del modgang på grund styrtet, som Lucas ryger ned i. Så det er altid godt at få en trøje med hjem efter det – særligt når konkurrencen er så hård, som den har været. Vi havde selvfølgelig andre ambitioner, da vi kom til løbet, men alt taget i betragtning er det godt,” siger sportsdirektør Sebastian Andersen, der roser sit hold for at omstille sig.
”Vi havde nogle uerfarne kræfter med i blandt andet Loïc og Søren, og de er virkelig vokset med opgaven hele løbet igennem. Særligt lørdag da Søren er i udbrud, laver han virkelig en kraftpræstation, det var virkelig flot af ham der, og han var en af de stærkeste,” siger han og tilføjer.
”Lisson har kørt efter klassementet, og havde det ikke været for en uheldig defekt, havde han været med fremme. Han er på vej tilbage efter sine skader, og det er fedt at se – særligt måden han var i angreb på under 2. etape,” siger Sebastian Andersen.
Næste løb for Hele Danmarks Cykelhold, Riwal Cycling Team, er i Norge til de to endagsløb Ringerike GP og Sundvolden GP i den kommende weekend.