Danmarks højest rangerede cykelhold, RIWAL CYCLING TEAM, skal have nyt navn, når landets største liftspecialist, RIWAL DANMARK A/S, ved årsskiftet træder et skridt tilbage efter ti år som navnesponsor for det succesrige cykeleventyr.
Danmarks højest rangerede cykelhold, RIWAL CYCLING TEAM, skal have nyt navn, når landets største liftspecialist, RIWAL DANMARK A/S, ved årsskiftet træder et skridt tilbage efter ti år som navnesponsor for det succesrige cykeleventyr.
”På alle niveauer har vi oplevet en fantastisk fremgang, siden vi i 2011 indgik et mindre sponsorat af det hold, der dengang hed Team Concordia Forsikring – Himmerland. Men efter at have været navnesponsor siden 2013, føler vi, tiden er kommet til, at RIWAL DANMARK A/S takker af og overlader det til andre at lægge navn til vores spændende cykelhold,” siger Claus Kromann, som udover at være administrerende direktør og medejer af RIWAL DANMARK A/S og RIWAL SCANDINAVIA gennem hele perioden også har været særdeles aktiv i forhold til cykelholdets daglige drift.
”Det er vigtigt for os at understrege, at vores beslutning er taget i klar overensstemmelse med den strategi, der er lagt af cykelholdets samlede ledelse - og vi vil da også fremadrettet støtte projektet helhjertet ved fortsat at være en del af det vidt forgrenede erhvervsnetværk, der er bygget op omkring holdet.”
Hos PACE PRO CYCLING Aps, som står bag RIWAL CYCLING TEAM, er der fuld forståelse for den beslutning, den hidtidige navnesponsor har truffet. Og man er i fuld gang med at etablere en bæredygtig konstruktion, som skal sikre, at Danmark også i fremtiden vil have et cykelhold på højt niveau.
”Vi har meget at takke RIWAL DANMARK A/S for og glæder os over, at de fortsat ønsker at være en del af holdet, selv om der fremover kommer til at stå et andet navn på trøjen,” siger bestyrelsesformand Carsten Due Steffensen.
”Med en aktuel placering som nummer 37 på UCIs verdensrangliste er vi klart det bedst placerede danske hold. Og når man samtidig tager den eksplosivt øgede hjemlige interesse for cykelsport og de muligheder, det giver for eksponering og branding, ligger der i vores optik et ualmindeligt stort markedsføringsmæssigt potentiale inden for dansk cykling,” siger bestyrelsesformand Carsten Due Steffensen.
”Internt har vi desuden gennem årene skabt så stærke gensidige relationer mellem vores samarbejdspartnere, at alle uanset branche og virksomhedsstørrelse har opnået et fordelagtigt udbytte af at være en del af sponsorkredsen.”
For den afgående navnesponsor har netop samarbejdet på tværs af organisationen været afgørende for, at man står så stærkt, som man gør i dag.
”Vi har gennemgået en proces, der kun har været mulig via hårdt arbejde fra alle på og omkring holdet. Fra ryttere over sportsdirektører, soigneurs, mekanikere og administrativt personale til loyale og udviklingsorienterede sponsorer, leverandører og samarbejdspartnere. Alle har ydet maksimalt og alle fortjener den dybeste anerkendelse og respekt herfra,” siger Claus Kromann fra RIWAL DANMARK A/S.