På 2. etape af ZLM Tour blev løbet revet i stykker i sidevinden, hvor Riwal Cycling Team også var i offensiven tidligt i løbet.
Fra start af var Riwal Cycling Team i offensiven, da Lucas Eriksson ramte dagens første store udbrud, hvor 10 mand kom afsted. De nåede også at få opbygget et forspring på 2 minutter, men så blev der kørt stærkt i feltet, da løbet ramte sidevinden.
Her kørte en gruppe på 20 mand væk, hvor der ikke lå nogle ryttere fra Riwal Cycling Team og forspringet voksede til 1:30. I anden gruppe satte Riwal Cycling Team sig i stedet frem og viste sit niveau. Sammen med World Tour-holdet Team DSM tog Hele Danmarks Cykelhold teten og jagtede gruppen i front.
Da en togskinnebom lukkede ned foran udbruddet, blev forspringet skåret til under 30 sekunder, og samtidigt havde Riwal Cycling Team’s arbejde i gruppe 2 sprængt gruppen, og der var derfor lagt op til en spændende finale.
I front lykkedes det dog World Tour-mandskaberne at skabe enighed i samarbejdet, og selvom Riwal Cycling Team kæmpede, så voksede forspringet til 1 minut. Det blev derfor også frontgruppen, der kæmpede om etapesejren, hvor Jakob Mareczko var hurtigst, mens at bedste Riwal Cycling Team-rytter blev Alexander Salby, der vandt 2. gruppes spurt.
Sportsdirektør Sebastian Andersen var ærgerlig over, at rytterne var uopmærksomme, da frontgruppen kørte, men glad for måden, at de reagerede på.
”Når vi kører, som vi gør i dag, så er det træls, at vi misser at sidde i 1. gruppe. På den anden side så er det også nogle af verdens bedste hold, som vi sidder og fører imod, så jeg er også glad for måden, vi gør det på efterfølgende. Vi viser os flot frem, at vi er et hold, der fungerer, og det kan jeg ikke være andet end stolt af i dag. Det er rigtigt gode takter forud for de næste etaper,” siger sportsdirektør Sebastian Andersen.
Riwal Cycling Team mistede desværre Elmar Reinders på 2. etape, der var tvunget til at udgå på grund af sygdom.
Fredag venter den mest kuperede etape i løbet, der strækker sig over 192,5 km.